Rekordresultat gør at KV Fonden kan hjælpe flere

KV Fonden er stolt af at kunne meddele, at Fonden opnåede et rekordstort resultat på 180 mio.kr. før skat i 2021. Det betyder, at KV Fonden nu har en balance på over 1 mia. kroner og en egenkapital på 975,5 mio. kroner.

Resultatet betyder støtte til flere

Det flotte resultat skyldes en effektiv drift af Fondens ejendomme, en stigning i værdien af Fondens ejendomme og et meget flot afkast på Fondens værdipapirer. Og resultatet har stor betydning for KV Fondens arbejde med at støtte socialt udsatte, unge under uddannelse, forskning og idræt.

Ifølge Fondens adm. direktør Henrik Amand Holtegaard betyder det helt konkret, at KV Fonden øger sine uddelinger til 25 mio. kroner årligt indenfor alle sine indsatsområder med virkning allerede fra i år.

Fonden kommer ikke til at øge sin indsats inden for ét område, men inden for alle sine indsatsområder. Men det er klart, at det især vil komme sygdomsramte og unge under uddannelse til gavn, da Fonden hvert år af uddelingsrammen uddeler 25 % til hver af disse formål,’ fortæller Henrik Amand Holtegaard.

Mere end 198 millioner i støtte

KV Fonden blev stiftet i 1949 af ægteparret Krista og Viggo Petersen og støtter socialt udsatte, enlige mødre og sygdomsramte, uddannelse, forskning og idræt. Fonden har siden sin start uddelt mere end 198 mio. kroner.  I 2019 uddelte vi for første gang KV Fondens Hæderspriser på 250.000 kroner til bl.a. Mødrehjælpen og Parasport Danmark. Det skete i forbindelse med Fondens 70-års jubilæum.

Nyt samarbejde omkring psykiatrien

I år vil der tillige være særligt fokus på psykiatrien, og Fonden har i den sammenhæng indgået et samarbejde med Psykiatrifonden for at udvælge væsentlige forskningsprojekter med fokus på børn- og unges trivsel efter Corona.

Del indlægget