Børn fra trængte familier inviteres på DBU Fodboldskole

DBUs Fodboldskole 2022 i Boldklubben FREM

1.800 børn fra udsatte og økonomiske trængte familier får en unik chance for at komme på Fodboldskole. Et nyt projekt mellem KV Fonden og DBU baner vejen for, at netop de børn bliver introduceret til foreningsfodbold og kammeratskab.

Nye venner, masser af fodbold og fantastiske minder. Det er nogle af de glæder, som over 20.000 børn hvert år får med sig fra DBU’s Fodboldskoler. Desværre har ikke alle forældre mulighed for at give deres børn den oplevelse – enten på grund af dårlig økonomi, kulturelle forskelle eller sociale udfordringer. Flere undersøgelser viser samtidig, at socialt udsatte børn i mindre grad end andre børn dyrker fritidsaktiviteter i foreningsregi.

Det er baggrunden for, at KV Fonden de næste tre år giver 1.800 børn fra udsatte og økonomiske trængte familier en plads på en af DBU’s Fodboldskoler. KV Fonden har siden 1949 støttet almene og humanitære formål indenfor uddannelse, forskning, idræt og socialt udsatte og har uddelt mere end 223 millioner kroner i støtte.

Derfor glæder det KV Fondens administrerende direktør, Henrik Amand Holtegaard, at kunne give de 1.800 børn en uforglemmelig oplevelse:

”Vi har i år modtaget over 2.500 ansøgninger fra økonomisk trængte enlige mødre. Vi oplever, at mange familier har økonomiske udfordringer, som er blevet forværret på grund af den stigende inflation. Disse udfordringer giver desværre sociale udfordringer, og er det især børnene, der lider. KV Fondens værdigrundlag hviler på omsorg, udvikling og sundhed, og med afsæt i dette ønsker vi med fodboldskoleprojektet at skabe glæde hos de udsatte børn, så også de har adgang til idræt og friluftsliv, som er én af grundstenene i Fondens fundats,” siger Henrik Amand Holtegaard.

Også administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, glæder sig på børnenes vegne:

”Først og fremmest skal der lyde en kæmpe tak til KV Fonden. Donationen er et meget stærkt bidrag til, at endnu flere børn kan være en del af fodboldens fællesskab. Et af DBU’s strategiske pejlemærker er at skabe bedre børneliv, og det giver fonden os nu endnu bedre muligheder for. Fodboldskole er for alle – og er en del af noget større,” siger Jakob Jensen.

40% skal være piger

Projektet er målrettet skolebørn i alderen 6 til 13 år. Derudover er det også en ambition, at mindst 40 procent af deltagerne er piger.

”Fodbold skal være for alle uanset køn. Vi håber, at projektet vil motivere flere piger til at deltage i fodboldskolerne. Det er vigtigt, at også piger er fysisk aktive og er en del af foreningslivet i Danmark,” siger Henrik Amand Holtegaard fra KV Fonden.

DBU har i år afholdt 229 fodboldskoler over hele landet med deltagelse af 24.750 børn og unge.

Billetterne distribueres gennem klubberne og eksterne partnere.

Foto: Anders Kjærbye – DBU Foto

Del indlægget