KV Fonden fylder 75 i år, og jubilæet bliver markeret med flere store priser og uddelinger i løbet af 2024.
Samtidig har KV Fonden indgået et partnerskab med Parasport Danmark, der indebærer en samlet støtte til idrætten for mennesker med handicap eller særlige behov på i alt 4 mio. kroner over de kommende 4 år. Fonden er samtidig blevet Paralympisk Partner og støtter dermed den danske deltagelse i de Paralympiske Lege i Paris 2024.
KV Fonden har siden starten i 1949 støttet bl.a. socialt udsatte – deriblandt mennesker med handicap. Fondens adm. direktør Henrik Holtegaard ser derfor frem til, at uddelingen på 4 mio. kroner for alvor kan gøre en forskel.
–Parasport Danmark arbejder målrettet for at skabe et fantastisk idrætsmiljø for mennesker med handicap. Støtten passer rigtigt godt ind i Fondens overordnede formål og strategi om at støtte socialt udsatte grupper samtidig med, at der gives støtte til idræt, som også er et fokusområde for Fonden.
890.000 danskere lever med handicap
Parasport Danmark støtter både bredde- og eliteidrætten ud fra en vision om, at alle mennesker med et handicap eller et særligt behov skal have mulighed for at dyrke idræt, bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab.
-Muligheden for at dyrke idræt er ofte adgangsbilletten til øget livskvalitet, bedre sundhed, fællesskaber og afsøgning af egne grænser. Dette gælder også for vores medlemmer, men ofte er vi bare nødt til at gøre en ekstra indsats for, at de kan komme i gang, udtaler John Petersson, fmd. for Parasport Danmark og tilføjer:
-Med støtten fra KV Fonden kan vi gøre endnu mere for, at alle med et handicap eller særlige behov kan blive en del af idrættens berigende fællesskaber.
Parasport Danmark blev stiftet i 1971 og har i dag 497 registrerede klubber i hele Danmark og tilbyder aktiviteter i over 30 idrætsgrene. Gennem idrætsprojekter og samarbejdsaftaler med bl.a. kommuner og andre idrætsforbund og -organisationer hjælper man børn, unge og voksne med at blive en del af foreningsidrætten. Og samtidig er de dygtige topatleter i dansk parasport med til at motivere og inspirere andre mennesker med handicap eller særlige behov til at komme i gang. I 2023 opnåede Parasport Danmark ikke mindre end 14 VM- og EM-medaljer.
Paralympiske Lege og Virtus Global Games
2024 er PL år. Fra den 28. august og 12 dage frem indtager Danmarks paraatleter den franske hovedstad Paris. Midlerne fra KV Fonden skal også understøtte dansk deltagelse i Virtus Global Games, som er verdens største elitesportsbegivenhed for atleter med et udviklingshandicap. De næste Virtus Global Games finder sted i 2027 i Egypten.
-Vi har store forventninger både til PL og Virtus Global Games. Vi skal lidt tættere på den 28. august, før vi kommer med en egentlig medaljemålsætning for PL, men vi har en klar forventning om at gøre det bedre end i Tokyo, hvor vi vandt 5 medaljer. Ift. Virtus Global Games, er det vores mål at være stærkt repræsenteret, da vi gerne vil give flere atleter i denne målgruppe mulighed for at præstere på højeste niveau, siger John Petersson, fmd. Parasport Danmark.
Ambitionerne vækker begejstring i KV Fonden.
– Det har stor værdi at vise, at også mennesker med udviklingshandicap kan dyrke sport på elite niveau både i Danmark og internationalt. Udøverne vil opleve internationale konkurrencer på højt plan og får herved øget motivation for at fortsætte deres træning og ikke mindste personlige udvikling, slutter Henrik Holtegaard, adm.direktør i KV Fonden.