KV Fonden uddeler tre nye hæderspriser

KV Fonden bestyrelsen

Mandag den 23. marts 2020 markerer KV Fonden sit 70-års jubilæum ved en stor reception. Samtidig uddeler Fonden tre markante hæderspriser på hver 250.000 kroner.

Priserne går til personer og organisationer, som har ydet en helt særlig præstation eller indsats indenfor idrætten og det sociale område, som netop er de fokusområder, KV Fonden normalt støtter.

Bestyrelsesformand Bo Rygaard siger om baggrunden for Hæderspriserne, at KV Fonden i forbindelse med jubilæet har ønsket at trække det bedste ud af Fondens historie ved at indstifte disse hæderspriser.

’Det har derfor været naturligt for at give et særligt og ekstra bidrag til organisationer og foreninger, der har gjort sig særligt bemærkede inden for Fondens indsatsområder på det sociale og idrætsmæssige plan’, udtaler Bo Ryggard.

Og vinderne er

Det er første gang, at KV Fonden uddeler Hæderspriserne, og de tre modtagere af KV Fondens Hæderspriser 2019 er:

Den Sociale Hæderspris: Mødrehjælpen

Parasportsprisen: Parasport Danmark

Idrætsprisen: Mads Pedersen, verdensmester i landevejscykling 2019

Tilbagevendende priser

KV Fonden har samtidig besluttet, at priserne bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, der også kan uddeles indenfor Fondens andre indsatsområder.

’Det kan f.eks. være indenfor forskning – her særligt kræftforskning, som har Fondens bevågenhed. Men også studerende, der har udmærket sig, som skal (efter)uddanne sig på nogle af verdens bedste universiteter og business-skoler kan fremover komme i betragtning’, fortæller Fondens adm.direktør Henrik Amand Holtegaard.

Mødrehjælpen – et oplagt valg

KV Fondens bestyrelse har gjort sig mange og grundige overvejelser omkring, hvem der modtager de allerførste hæderspriser.

’Fonden har siden stiftelsen i 1949 hjulpet tusindvis af enlige kvinder med børn med økonomisk håndsrækning. Det samme har Mødrehjælpen, som tillige har haft særligt fokus på voldsramte kvinder. Den indsats vil Fonden gerne honorere ved uddelingen af en Social Hæderspris til Mødrehjælpen’, uddyber Henrik Amand Holtegaard.

Idræt og handicappede

KV Fonden støtter i forvejen både idræt og handicappede. Derfor har det været naturligt for Fondens bestyrelse at finde et tværgående projekt, der giver synergi inden for de to indsatsområder. Og her er valget faldet på Parasport Danmark og et projekt, der styrker idrætstilbuddet til børn og unge med bevægelses- og synshandicap.

’Adgang til friluftsliv og idræt lå stifterne af Fonden meget på sinde, og denne hæderspris markerer det på fineste måde, fortsætter Fondens adm.direktør.

Hæder til en eliteidrætsudøver

Fondens bestyrelse har været igennem adskillige kandidater til den tredje pris, Idrætsprisen. Ifølge Fondens uddelingspolitik støtter man elitesportsudøvere, der har gjort sig særligt bemærkede. Og dem var der mange af i 2019, men især én elitesportsudøver har efter bestyrelsens opfattelse gjort sig særlig bemærket: Nemlig Mads Pedersen, der vandt VM i landevejscykling.

’ Et historisk resultat og samtidig det første verdensmesterskab til Danmark. Bestyrelsen finder det imponerende, at så lille et land som vores kan gøre det så godt sammenlignet med andre store cykelnationer’, slutter Henrik Amand Holtegaard.

Del indlægget