600 børn fra økonomisk trængte familier boltrer sig i disse uger på DBU Fodboldskole rundt omkring i Danmark. Det er 4. år i træk, at KV Fondens støtte giver en helt særlig fodboldoplevelse til børn, hvis familier ellers ikke har råd til at sende dem på fodboldskole.
At være en del af noget større
Pernille Foged Sørensen er fodboldskoleleder i Tilst tæt på Århus. Her deltager 62 fodboldglade børn – flere af dem med støtte fra KV Fonden.
“Det giver børnene glæde, fællesskab og en følelse af at høre til. De får mod på livet, styrket deres selvtillid og lærer at samarbejde og være en del af et hold,” siger hun.
Hver sommer er hun med til at skabe rammerne for en uge, hvor fodbold er omdrejningspunktet, men hvor fællesskabet er det, der fylder mest. ”Det giver mig en følelse af at være en del af noget, der er større end mig selv”, fortsætter fodboldskolelederen.
Fodboldskoler er meget mere end bare fodbold
DBU Fodboldskole er for alle børn og unge – men ikke alle familier har mulighed for at sende børnene på fodboldskole med deres kammerater. Det er baggrunden for samarbejdet mellem KV Fonden og DBU, som startede i 2023. For ALLE børn fortjener muligheden for at mærke glæden ved at være en del af et hold uanset mors og fars økonomi. I år får 600 børn den mulighed.

– Samarbejdet med DBU Fodboldskole betyder rigtigt meget for os som fond, fordi det giver en fantastisk mulighed for, at børn gennem idrætten kan dyrke fællesskaber, leg og glæde i sociale relationer og blive en del af foreningslivet. Og det er helt i tråd med KV Fondens sociale mission om at hjælpe mennesker, der af den ene eller anden grund har det svært, siger fondens adm.direktør Henrik Holtegaard.
Og fodboldskolelederen fra Tilst deler begejstringen, fordi en fodboldskole er meget mere end en uge med fokus på fodbold.
– Det handler om meget mere end fodbold. Vi har et fællesskab, hvor alle trives og indgår i sunde relationer. Her på fodboldskolen får de også erfaringer og værdier, de kan tage med sig videre i livet,” slutter Pernille Foged Sørensen.
DBU afholder 200 fodboldskoler landet over fra uge 27 til 32. Knap 20.000 børn og unge snører støvlerne hen over sommeren, mens næsten 3.000 frivillige står klar til at skabe sjove og trygge rammer for børnene og de unge.